Bo og arbejde i Portugal
Seneste ledige jobs i Portugal
Med en kystlinje på ca. 830 kilometer der huser mange strande, badebyer og flere sportsfaciliteter, kender de fleste nok til Portugal som et oplagt sommerferiemål. De store byer som Lissabon og Porto samt den sydlige del af landet Algarve trækker da også mange sol, hav – og kultur turister til sig hvert år. Portugal er et land, der har meget at byde på, og i foregående år er det også blevet lettere for expats at finde arbejde i dette vidunderlige land. At bo i Portugal vil give dig rig mulighed for at lære de gæstfrie lokale at kende, måske over et glas portvin? Eller tag på opdagelse i Portugals smukke natur, der foruden deres lange kystlinje også byder på flere nationalparker. Det eneste land Portugal grænser op af er Spanien, men 1.400 kilometer fra fastlands Portugal finder du Azorerne. En gruppe af 9 øer, som tilhører Portugal. Midt i Atlanterhavet er øgruppen udsat for et helt andet klima, og her er både store naturreservater, vulkaner og et dyreliv bestående af blandt andet hvaler og delfiner. Havet har en historisk betydning for Portugal, og det præger også det portugisiske køkken, så er du til fisk og skaldyr, vil du let finde delikatesser her. Selvom Portugal forbindes med sol og sommer, er der også gode muligheder for at dyrke forskellige vintersport på fastlandet i bjergområdet Serra da Estrela. Er din interesse for Portugal blevet større, og vil du vide, hvordan det er at bo og arbejde i Portugal? Så skal du ikke stoppe med at læse her, men scrolle ned og bliv forført at Portugals fantastiske muligheder.
Fordele ved at bo og arbejde i Portugal
Portugal har så meget at byde på, ikke blot som turist men også som et sted at slå sig ned i en længere periode. At bo og arbejde i Portugal giver dig et skønt vejr året rundt og også en god balance mellem privatliv og arbejdsliv. Generelt scorer Portugal godt over gennemsnittet i undersøgelser, der ser på dette, samt boligforhold og personlig sikkerhed.
Overvejer du et job i udlandet og måske endda at arbejde i Portugal, er der de seneste år kommet flere gode muligheder for dette! Med øget beskæftigelse er den portugisiske økonomi steget, hvilket har været med til at flere internationale virksomheder har udvidet sig eller åbnet nye kontorer her. Som hovedstad er særligt Lissabon attraktiv for udlændinge, og der er også mange jobmuligheder. Men Porto er også et populært valg og har ligeledes også flere forskellige jobmuligheder.
I Portugal finder du store mængder af afslapning og imødekommenhed. Det solrige og milde klima gør det oplagt at tilbringe meget tid udenfor, både aktivt ved sport eller ren afslapning til lidt mad og drikke på en terrasse med udsigt over by eller hav. Du vil hurtig falde i snak med nogle i Portugal, og før du ved af det, vil I tage ud og opleve Portugal sammen.
Bo i Portugal
Indkvartering i Portugal
Både Lissabon og Porto er meget populære for lokale, turister og expats. Så at finde den korrekte bolig i en af de to byer kan godt tage lidt tid, og er som regel lettest når du er i byen. Du kan derfor med fordel overveje andre billige alternativer for den første periode af dit ophold, hvis du skal arbejde i Portugal og derfor hurtigt skal finde et sted at bo.
Gode muligheder for billige overnatninger kan blandt andet være ved at tage nogle nætter på et af Portugals mange vandrehjem/hostels. Her vil det koste dig et sted mellem 10 til 40 € pr. nat. En anden mulighed er et billigt 2-stjernet hotel, her er gennemsnitsprisen for et dobbeltværelse 35 € pr. nat. Er du til et mere autentisk ophold kan du på AirBnB finde værelser for 15 € pr. nat eller et helt hus for 40 € pr. nat. En mere økonomisk løsning er at tage på et pensão (familiehostel). Disse muligheder er også gode at huske, når venner og familie kommer på besøg, imens du bor og arbejder i Portugal!
Når du er klar til at finde en mere permanent bolig, kan disse sider være til god hjælp:
Derudover bør du også tjekke forskellige grupper på Facebook ud, der er ofte nogle som søger en lejer eller en ny roommate. Hvem ved, måske kan det nye bekendtskab give dig unikke muligheder for at opleve Portugal på en mere autentisk måde! Tjek grupperne Lisbon apartments for rent og Accommodation for digital nomads in Lisbon.
For at finde det område i Lissabon, der passer dig bedst, kan du bruge denne guide fra hoodpicker.com. Her er det muligt at filtrere efter dine behove, måske foretrækker du at bo i et stille område tæt på grønne parker, eller måske er det vigtigt for dig, at der er gode spisesteder og direkte offentlig transport til stranden. Dette er blot nogle af de kriterier, du kan bruge til at lede efter det bedste område for dig at bo i Portugal!
Transport i Portugal
Den offentlig transport i Portugal er yderst veludviklet, og du finder let det transportvalg, som passer dig bedst til en overkommelig pris. De større byer som Lissabon og Porto har både tog, busser og sporvogne, som nemt og hurtigt kan få dig rundt i byen. Derudover er prisen for en billet også meget overkommelig med en pris på 1,50 €. Befinder du dig i en mindre by eller landsby, kan du let komme rundt med bussen, her er prisen omtrent den samme for en billet. Det er også almindeligt at cykle i Portugal, så du finder nemt et cykel udlejningsfirma. Dog skal du være klar på et noget mere bakket terræn end herhjemme.
At rejse rundt i Portugal imellem de forskellige byer er både let og overkommeligt. Med toget kan du for eksempel rejse fra Porto til Lissabon for 20 € til 40 €. Det er også muligt at rejse fra den nordligste del af Portugal til den sydligste for blot 40 € til 50 €. Priserne er gældende for det almindelig tog og højhastighedstoget! Skal du billigere afsted, er det også muligt at tage med en bus. Her kan du for 30 € til 40 € se lidt af landet med en tur fra Lissabon til Lagos. Vil du på den lange tur fra Portugals nordlige kyster til de sydlige egne, starter billetprisen fra 30 €, og turen er en dagstur på omkring 8 timer. Spanien grænser op af Portugal. Ønsker du en lille getaway til Andalusien eller andre egne af Spanien, er dette muligt med både bus eller tog fra Portugal.
En af fordelene ved at bo og arbejde i Portugal, er at du nemt og forholdsvis billigt kan komme til de paradis lignende øer Azorerne og Madeira i Atlanterhavet. Tager du med fly, vil du for blot 30 € kunne komme fra Lissabon til Azorerne, og for kun omkring 5 € mere kan du flyve til Madeira. Fra luften vil du allerede kunne blive overvældet af ø-paradiset, der er dig i vente! Denne storslåethed vil også kunne ramme dig fra havs, når grønne bjerge møder dig. Fra fastlandet går der forskellige færger mod de portugisiske øer. Med Atlânticoline kan du sejle til Azorerne for den bette pris af 20 €. Det er også muligt for 50 € at tage en dags krydstogt til Porto Santo på smukke Madeira. Er du på øerne i en hel dag eller længere tid, er det en god ide at leje en bil, da det er den letteste måde at komme rundt på. Prisen for at leje en bil afhænger meget af, hvilken slags biltype du vælger men regn med en udgift på 45 € til 75 € pr. dag.
Der er hele fire internationale lufthavne i Portugal, som er placeret i Lissabon, Porto, Faro og Beja. Det er derfor nemt at komme til og fra landet, lige meget hvor du befinder dig! Der gør det også nemt for dig hurtigt at tage hjem på visit, hvis du savner venner og familie. Samt den anden vej rundt!
Mad i Portugal
Med en kyst der strækker sig på mere end 830 km og en historisk fortid med store søfolk, er det ikke underligt, at det traditionelle portugisiske køkken er præget af havet. Portugiserne holder især af tun og sardiner, du vil flere steder støde på sardiner (og anden fisk) i dåse. Der er også en del landbrugsjord i Portugal. Med den varme middelhavs temperatur er landet fyldt med lækre og friske frugter og grøntsager i sæson. Avocadoen er blandt nogle af de frugter, der dyrkes i Portugal. Der er også flere portugisiske gryderetter med svinekød, ged og lam, som tilberedes i portugisisk vin. En typisk måde at tilberede et måltid på er ved brug af en cataplana, hvilket kan minde om en wok med låg. Her dampes maden i egne safter, hvilket giver et lækkert smagfuldt resultat.
En velkendt og yderst delikat specialitet i Portugal er den lille butterdejskage Pastel de Nata. Blandingen af den sprøde butterdejsskal, det cremede æggefyld og en nærmest karamelliseret top med smag af kanel gør denne kage næsten uimodståelig. Du er ikke i tvivl om, hvor de sælger gode Pastel de Nata, da du kan være næsten sikker på at finde kø udenfor de bedste bagerier. Det betyder også, at du er garanteret en friskbagt kage, da de skal følge med efterspørgslen. Duften af kanel vil forsikre dig om, at der er en lækker friskbagt kage, som venter på dig.
De fleste bagerier tilbyder også mange andre lækre ting, og den lille sult kan oftest stilles med en snack for 2 €. Til frokost kan du ofte finde gode ting til omkring 5 €, og for et fuldt måltid med et glas autentisk portugisisk vin kan du regne med at skulle af med omkring 15 €. Det er derfor generelt billigt at spise ude i Portugal. Går du på lidt opdagelse, vil du finde mindre lokale restauranter og spisesteder, hvor du får et godt måltid for meget få penge. Det vil også ofte være her de lokale vil gå hen.
Er du mere til selv at stå for madlavningen, vil du kunne finde mange lækre lokale råvarer både i supermarkedet og på madmarkeder. En uges forbrug af dagligvarer vil koste et sted omkring 30 €, men så er du også garanteret måltider til hele ugen.
Natteliv i Portugal
I Portugal finder du et stort udvalg af aktiviteter for en god aften ude! Landet er pulserende med mange natklubber, teatre, kasinoer, caféer, barer og diskoteker, så mulighederne for at gå ud er mange. Det største udvalg finder du i Portugals største byer. I Porto bør du tage til det gamle bycentrum Ribeira, her finder du et godt udvalg af barer og pubber. Eller tag til det mere trendy kvarter Jardim do Palácio de Cristal, her finder du de nyeste og hippe barer. Er du til natklubber, skal du en smule ud af byen.
Som en af Europas byer med det bedste natteliv, er det bestemt værd at tage ud i Lissabon! Byen rummer adskillige autentiske barer, spændende restauranter og hippe diskoteker. Du er garanteret en god fest, hvis du tager ud i Lissabon.
Algarve er mest kendt som et eftertragtet feriested med gode bademuligheder og spændende natur. Det gør også nattelivet meget særligt, da der her i sommermånederne er både mange lokale og turister, som fester fra solen går ned indtil den igen står op i de lyse morgentimer. Med andre ord finder du her mange steder, som holder åbent hele natten. Om du er til barer, restauranter, klubber eller steder med live musik, så finder du det i Algarve. Er du efter et sted med masser af fest og et livligt natteliv, så tag til byen Albufeira i Algarve.
De holder meget af musik i Portugal, og i 2017 vandt de årets Eurovision Song Contest. De har også nogle af Europas største og mest populære musikfestivaler. Blandt dem er der den internationale Goa trance festival, den europæiske prisvindende Boom Festival og NOS Alive Festival, hvor du finder indie-, rock- og alternative bands samt optrædende som Bob Dylan, Radiohead og Arctic Monkeys. Musiksmagen i Portugal er meget bred, og på gaderne og caféer kan du blandt andet høre pop, folkemusik, klassisk musik, trance, rock og hiphop fra Storbritannien, Nordamerika, Caribien og Brasilien.
Landskabet og naturen i Portugal
Foruden den lange kystlinje byder Portugal på en meget varieret natur. Her kan du gå på opdagelse i bakker og sletter, tage på hiking i bjergene, følge flode og finde store søer, laguner og vandfald. Midt i landet finder du bjerglandsbyer, ruiner fra fortiden, store klippeformationer, smukke naturparker og flokke af får. Med milde middelhavs temperaturer er der i Portugal de perfekte forudsætninger for at dyrke forskellige ting. Derfor vil du kunne finde karakteristiske plantager og marker med alt fra oliventræer, korkeg, valnøddetræer, fyrretræer, vindruer, solsikker, vilde blomster og et hav af forskellig frugttræer.
Gå ikke glip af dette i Portugal
Lissabon
Den stemningsfulde hovedstad Lissabon er nær Portugals længste flod Tejo. Særlig kendetegnet for Lissabon er byens mange vægge og mure, som er dekoreret i karakteristiske fliser. Byen er så kendt for fliserne, at de har et flise museum, Museu Nacional do Azulejo. Derudover er der også flere spændende museer, som kunstmuseet Museu Nacional de Arte Antiga. Det der gør Lissabon hyggelig, udover de flotte fliser, er flere historiske bygninger og adskillige kirker, klostre og paladser. Tager du til Belém kvarteret, finder du en af byens mest betydningsfulde bygninger, som er klostret Mosteiro dos Jerónimos. I Baixa kvarteret finder du Rossi pladsen, som med bølgende stenbelægning giver et særligt udtryk til den åbne plads. For restauranter og natteliv er særlig Bairro Alto kvarteret et interessant område. For at komme til Bairro Alto kvarteret fra centrum skal du med elevatoren ‘Elevador de Santa Justa’, som vil føre dig de 30 meter op. Elevatoren er designet af Gustav Eiffel.
Porto
Er du til portvin er havnebyen Porto bestemt et sted, du skal besøge. Byen er velkendt for sine kvalitets portvine, som de eksporterer til det meste af verden. Porto er bestemt også et besøg værd for andre ting. Det gamle Ribeira kvarter vil få dig til at føle, du er taget tilbage i tiden, når du bliver mødt af de historiske og farverige facader. Blandt vigtige seværdigheder i Porto bør du i den historiske bydel besøge katedralen Sé do Porto og den moderne, imponerende koncertsal Casa de Música. En af de hyggeligste butikker i byen er den historiske boghandel Livraria Lello & Irmão, hvor alene facaden vil fascinere de fleste. Boghandlen er med på listen over de smukkeste boghandlere i verden, så du bør bestemt træde indenfor og lade dig forbløffe af den storslåede indretning.
Albufeira
For feriestemning er kystbyen Albufeira særligt populær. Hver sommer kommer mange turister for afslapning og fest. Nattelivet på ‘The Strip’ tiltrækker især mange. Efter en festlig nat er der rig mulighed for afslapning eller vand underholdning ved strandene Praia dos Pescadores, Praia do Tunel og Fisherman’s Beach. Lidt uden for byen er Paderne, hvor du kan se ruinerne af et slot og dens bymure.
Madeira
Midt i Atlanterhavet, godt 1.000 km ud for den portugisiske kyst, er ø-paradiset Madeira. Øen er kendt som ‘blomsterøen’ grundet dens storslåede natur, som tiltrækker naturelskere og vandrere. Da der kun er få strande på øen, er den ikke særlig turistet. De som kommer til øen har dog en masse at opleve. Funchal er øens hovedstad, hvor der er en række af seværdigheder. Der er blandt andet en katedral, et palads samt en svævebane, som giver nye perspektiver af byens mange botaniske – og tropiske haver. Har du mod på en længere vandretur, skal du opleve Rabacal. Omringet af tropisk grønt mødes du på turen af ikke mindre end 25 vandfald. Gå heller ikke glip af Madeiras nordlige egne, her er der traditionelle landsbyer, som byder på en stor kulturarv.
Azoren
I Atlanterhavet er øgruppen Azorerne, bestående af ni øer, opstået af vulkansk oprindelse. Azorerne strækker sig over et område på 600 km. og er en region under Portugal. På øen São Miguel er øernes største by, Ponta Delgada, hvor der er gode muligheder for shopping og at opleve seværdigheder. Der er blandt andet São Sebastiao kirken, en fæstning, eller hvis du vil se butikker, kan du tage en gåtur langs den hyggelige boulevard eller i indkøbscentret Parque Atlantico. Byen har også en havn, hvor du kan nyde et lille glas eller et let måltid. Er du mere til afslapning i naturen, kan du på samme ø finde varme kilder, som er i byen Furnas. Da alle øerne har deres egne særtegn, får du den mest unikke oplevelse ved at besøge flere øer. På Azorerne finder du også Portugals højeste bjerg. Med 2.351 meter lever bjerget Pico Alto (højeste bjerg) op til sit navn.
Praia da Marinha
I Algarve finder du Portugals smukkeste strand, som du ofte vil kunne se i reklamer og brochurer for Portugal. Denne smukke strandstrækning hedder Praia da Marinha. Foruden det klare vand er stranden omgivet af klipper og flotte klippeformationer. Vejen til stranden består af et temmeligt stejlt stykke med en del trapper. Men denne vandring er bestemt strabadserne værd, når du ender på denne smukke strand.
Sundhedsvæsen i Portugal
Det portugisiske sundhedsvæsen er på niveau med generelle internationale standarder. Det er dog ikke et sted, hvor der bruges mange penge. Så du vil måske finde et lidt lavere niveau end det danske. Dog er der de senere år sket flere forbedringer.
Visa og rejseforsikring i Portugal
Som alle andre Europæiske lande kan du, som dansk statsborger med gyldigt pas, frit rejse ind i Portugal og opholde dig i tre måneder. Hvis du skal bo i Portugal i længere tid skal du søge om et registreringscertifikat (Certificado de Registro de Cidadão Europeu), som du kan få fra din bopælskommune (Câmara Municipal). Du kan ændre denne erklæring til en officiel opholdstilladelse (autorização de residência) efter fem år, hvilket du kan gøre hos den portugisiske udlændingeservice (SEF – Serviço de Estrangeiros e Fronteiras). Så bliver du glad for at arbejde i Portugal, kan du nemt få opholdstilladelse til at blive i landet.
Det er en god ide at tegne en privat forsikring, hvis du skal bo i Portugal for en længere periode. Den skal hovedsageligt bruges ved lægekonsultationer og receptpligtig medicin, hvor begge dele vil kunne dækkes af forsikringen. Processen for at tegne en privat forsikring er meget ligetil, det kræver kun at du besvarer et par spørgsmål og betaler den.
Sikkerhed i Portugal
Der er samme sikkerhedsrisici i Portugal, som der er herhjemme i Danmark. Der er derfor intet at være bekymret for, når du bevæger dig rundt, blot hold øje med dine ejendele ved større mennesker mængder. Ligesom du vil gøre herhjemme.
Vær dog opmærksom på skovbrande, som plager Portugal i sommermånederne. Følg derfor de lokale myndigheders anvisninger i disse tilfælde.
Arbejde i Portugal
Arbejdsvilkår
Hvis du finder arbejde i Portugal, kan du se frem til ikke at må arbejde mere end 40 timer om ugen og kun op til 8 timer om dagen. Dette er vedtaget lovmæssigt, og derfor vil de fleste virksomheder også give kontrakter på 35 til 40 timer fordelt på en 5 dages arbejdsuge. Portugisiske virksomheder arbejder også om lørdagen, men det vil fremgå af ens kontrakt.
Løn i Portugal
Med lavere leveomkostninger er det bestemt muligt at leve fint med den gennemsnitlige månedsløn i Portugal, som er et sted mellem 700 € og 800 €. Arbejder du i Portugal, har du foruden landets tretten helligdage også krav på minimum 22 betalte feriedage om året.